PRODUKTSUPPORTER / TECHNICAL WRITER - GULVVARMEREGULERING

Har du nogle års praktisk erfaring som elektriker eller installatør? Og har du arbejdet med gulvvarmeanlæg? Brænder du for et job, hvor du skal gøre teknisk kompliceret stof lettilgængeligt? Så har OJ Electronics et godt job til dig i vores salgssupport team.

 

Dine opgaver

Supportafdelingen er opdelt efter produktgrupper, således at nogle af dine kolleger er eksperter indenfor styringer til gulvvarme og andre er eksperter indenfor HVAC - primært ventilationsområdet. Dine hovedopgaver bliver:

  • Skrive teknisk produktdokumentation (instruktioner og manualer) for gulvvarmeregulering

  • Teknisk support til produktchefer og sælgere

  • Deltage i udviklingsprojekter

For at løse disse opgaver er det vigtigt, at du har et positivt drive, er målrettet, kommerciel og serviceminded. Det er en betingelse for succes i jobbet, at du er dygtig til at beskrive tekniske problemstillinger på en letforståelig og pædagogisk måde - både i skrift og tale.

 

Om dine kompetencer

Din faglige baggrund kan være som elektriker eller el-installatør. Har du også erfaringer med salg og service er det klart en fordel. Du er velformuleret i både skrift og tale på dansk og engelsk. Tysk vil være en fordel. Du trives med mange internationale kontakter og synes, det er spændende at blive inddraget i udviklingen af nye produkter.

 

Det får du

Du får gode muligheder for at vedligeholde og udvikle dine faglige kompetencer gennem både uddannelse og mange forskelligartede opgaver, der kan sikre, at din dagligdag bliver afvekslende og tilpas udfordrende. Du får et godt arbejdsmiljø, hvor imødekommenhed og samarbejdsvilje spiller en stor rolle, og du kommer gennem et grundigt og meget rost introduktionsprogram for nye medarbejdere. Derved bliver du klædt overordentligt godt på til at tackle de faglige udfordringer. Vores mentorordning og vores personaleforening sikrer, at du også hurtigt lærer dine nye kolleger at kende. Afdelingen er præget af en uformel tone og du vil have stor indflydelse på hverdagen.

 

Sådan søger du

Du er velkommen til at kontakte Sales Support Manager Brian Christensen på bch@oj.dk eller på mobil 28 12 04 98 for yderligere oplysninger om stillingen. Din ansøgning mailes hr@oj.dk, mrk. ”prod.supporter”. Vi afholder løbende samtaler og annoncering stoppes, når vi har den rigtige kandidat.

 

 

OJ Electronics A/S er i dag en af verdens største producenter af termostater til elektrisk gulvvarme og en førende producent af elektroniske løsninger inden for varme og ventilation (HVAC). Med hovedkvarter i Sønderborg og salgskontorer i England, USA og Polen beskæftiger OJ Electronics A/S flere end 160 medarbejdere. Virksomheden eksporterer 97 % af sine produkter.

 

Print annoncen her.